»Nogle dage har jeg følt, at det var træerne, som betragtede mig,« skrev den tysk-schweiziske kunstner Paul Klee engang, og sådan har man det også lidt, når man går rundt i Nivaagaards udstilling Skovens tid. Som om nogle af træerne på de flere hundrede år gamle malerier kigger tilbage på en og hvisker: »Hva’ så, døgnflue?«

Sådan kan man for eksempel få det, når man står foran Brueghels 400 år gamle Hjemturen fra kermessen og ser på de bønder, der for længst er døde, og på de træer, der sagtens kan have overlevet dem. Et egetræ kan blive over 1.000 år, et menneske blev dengang kun 50.