Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

I den iranske filminstruktør Abbas Kiarostamis spillefilm The Wind Will Carry Us fra 1999 følger man et tv-hold, der er rejst fra Teheran til en fjerntliggende landsby for at dokumentere et uddøende sørgeritual. Men den gamle dame, som hele ritualet afhænger af, dør ikke, og filmen går derfor med at følge journalistens oplevelser i landsbyen. Filmens klimaks er en scene, hvor journalisten får et lift af landsbylægen på en knallert og taler om døden: »Alderdom er en forfærdelig lidelse. Men døden, den er det værste,« siger lægen. »Når du lukker øjnene til denne verden, dens skønhed, naturens vidundere og Guds generøsitet, betyder det, at du aldrig kommer tilbage.« Og her kommer så udsagnet, som giver mig gåsehud, hver eneste gang jeg hører det: »De siger, at den anden verden er mere skøn. Men hvem er egentlig vendt tilbage for at fortælle os, om den er skøn eller ej?«

Når jeg fremhæver netop den film og den scene, skyldes det debatten, der så småt er gået i gang om Europas behov for kulturel oprustning i lyset af den smuldrende verdensorden, som for alvor er accelereret siden Trumps indsættelse i januar. I sidste uge bragte Weekendavisen Svend Brinkmanns bud på en europæisk pensumliste i 11 punkter, og han forklarede i samme forbindelse, hvorfor det er essentielt, at vi nu gør os umage med at definere vores europæiske identitet. I denne uges avis følger Lasse Winther Jensen op. Han skriver, at Brinkmanns opsang til Europa fremstår som en skåltale for en svunden guldalder. Det Europa, som Brinkmann beskriver, er Europa som frilandsmuseum. I stedet for at tale om, hvem vi var, mener Winther Jensen, at vi skal finde ud af, hvem vi skal være. Pizza, Puccini og Homer kommer ikke til at frelse os.

Modtag Weekendavisens kulturnyhedsbrev

Kom med ind på kulturredaktørens kontor, når Kathrine Tschemerinsky giver perspektiv på ugens vigtigste kulturhistorier.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen ugentligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Jeg har lyst til at give begge ret: Vi europæere skal erkende, at det, vi selv synes, vi har at tilbyde, for eksempel gode værdier – og det er uanset, om det drejer sig om menneskerettigheder eller opskriften på »bløde« liv og den gode work-life-balance – ikke nødvendigvis er noget, resten af verden efterspørger, ja, måske tager de ligefrem afstand fra det. Vi må altså hurtigt i gang med at finde ud af, hvad det er, vi kan blive gode til, som resten af verden kunne have en interesse i. Lasse Winther Jensen tager nok ikke fejl, når han skriver, at vi især skal komme ind i kampen, når det gælder udviklingen af nye teknologier, herunder kunstig intelligens, frem for at forskanse os bag utallige velmenende forbehold.

Collage: Simon Ejbye. Kildefoto: Abraham Ortelius, Wikicommons
Collage: Simon Ejbye. Kildefoto: Abraham Ortelius, Wikicommons

Men hvem er vi, hvis vi ændrer os selv blot for at tilfredsstille andre? Samtidig med at vi bliver gode til nye ting, må vi ikke glemme at sætte ord på det, som er essentielt for os. Og det bringer mig til Kiarostamis vidunderlige film, for det, jeg bliver mindet om, hver eneste gang jeg ser den film, er den absolut vestlige og sekulære idé, at det er denne verden, og ikke en eller anden løfterig paradistilstand, som vi skal bruge vores begrænsede tid her på Jorden på at forbedre og forskønne. Filmen udtrykker et livs- og menneskesyn, som vækker genklang, og som jeg har lyst til at føje til samtalen om, hvad der er værd at bevare.