Det, man ikke dør af

Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.

Det svære i Jonas Vingegaards comeback til det øverste niveau i Tour de France skulle alligevel ikke måles på det absurd korte antal uger, der er gået, siden han lå sammenkrøllet og såret i vejkanten en torsdag eftermiddag i april på et bjerg i den nordlige del af Spanien.

Det afgørende spring lå et andet sted: inde i ham selv mellem frygten for at miste sin førlighed og viljen til at krydse nogle helt andre grænser end dem, han før har mødt på sin vej. Verdens største løb bringer det allerbedste frem i alle cykelryttere, og mindre kan ikke gøre det. Men Vingegaard viste i går et niveau som person og som cykelrytter, der ikke bare aftvinger respekt, men også decideret frygt hos de få, der kan drømme om at vinde løbet i år. Tadej Pogacar får svært ved at sove roligt om natten, og det er ikke på grund af larmen fra de tilstødende værelser på hans hotel. Det er rytteren, der fik en flænge i lungen i april, der lige nu ånder ham noget så eftertrykkeligt i nakken. Lige nu kan han kun drømme om at holde fast i den gule trøje, for Vingegaard spøger ikke kun i kulissen. Det er den skinbarlige virkelighed for manden i gult efter 11. etape.

Hårde dage i det franske Centralmassiv har det med at byde på bagholdsangreb, men Tadej Pogacars hold trak en helt anden strategi frem i lyset, der ikke bare handlede om at gøre skade på konkurrenterne. Det skulle gøre mest muligt ondt. Inde i slovenerens hoved er der kun én, han skal slå, for i sidste ende er alle de andre enten fyld, der ikke bliver farligt, eller blot foreløbige fikspunkter på vej til den samme modstander. Tadej Pogacar er kommet for at slå Jonas Vingegaard, for ellers kan han ikke vinde Tour de France.

Med et sviende angreb på den store klinge, da der manglede små 32 kilometer af etapen, forsvandt Pogacar på stigningen og efterlod en tvivl tilbage om, hvorvidt Vingegaard kunne opad og turde nedad. Den slags manøvrer handler om at satse butikken og flytte det hele over på én farve. At løbets førende rytter ustandseligt føler et behov for at gøre det, handler i sidste ende også om tvivl i forhold til hans egen position fremadrettet. Han angriber i stedet for at forsvare, og det er, fordi Vingegaard har vist sig mere end bare holdbar. Han er en trussel, der skal rystes af, mens tid er, for Pogacar har selv været det første øjenvidne to år i træk til, hvad danskeren er i stand til i den sidste uge.

Man skal tro på meget af det, man ser, men ikke alt, folk går og siger under et Tour de France. Hvis Jonas Vingegaard har lagt en jysk dæmper på sine inderste ambitioner, trådte han i går ind i alle andres skrækscenarier. Ikke som en selvfølge, men som indbegrebet af den fabelagtige atlet, han er. Pogacar lever af at være farlig, men Vingegaard har indtil nu overlevet på at være rolig og ikke lade sig kyse af de kroniske angreb fra sloveneren. Sidste år fandt han nøglen til at neutralisere selv de giftigste hug, men i år har modgiften været en velovervejet vedholdenhed.

Da Pogacar begyndte at tage tid nedad, så det ud, som om han kunne bygge et forspring op, der ville blive alvorligt for danskeren. Hvor lidt eller hvor meget kunne blive et spørgsmål om, hvor mange chancer Vingegaard havde lyst til at tage.

Pogacar tog mange, da han kastede cyklen gennem svingene og dermed satte alt ind på at skræmme sin farligste modstander, hvis han ville med ind i finalen. Det ville han, og faktisk meget mere end det: Den egentlige afgørelse blev udsat på ubestemt tid og fortsætter nu langt ind i Pyrenæerne. I går var et vendepunkt, som satte en ny retning for løbet.

Pogacar led tre nederlag på 11. etape. Det første, som egentlig burde være det største, var, da han vendte sig om og så Vingegaard komme tilbage efter at have presset ham til kanten på bjerget og langt ud over hans formodede grænse på nedkørslen. Det andet indkasserede han på målstregen, da han blev slået i det, der før har været den eneste ting, han kunne forlade sig på, når de to har krydset klinger: sin evne til at trække sig sejrrigt ud af et slagsmål, han selv har startet. Det er duellens mest kondenserede udtryksform: Hvem af os er bedst lige nu, dig? Eller er det mig? Det var »mano a mano«, som der står på forsiden af dagens L'Équipe. Men kun indtil Vingegaard måske også overraskede sig selv og kastede armene i vejret. Han vandt, og selvom Pogacar stadigvæk har trøjen, har Vingegaard nu meget mere at bidrage med om den sag i anden halvdel af løbet. Det fik han sagt en del om i går, selvom han i første omgang lige skulle ringe hjem. Han har sine personlige prioriteter på plads, og endnu en gang vidnede de også om, hvorfor han ikke er en enmandshær, men også bare en familiefar, der ikke er hjemme i juli. Det klædte ham på alle ledder og kanter, at han også kunne fælde en tåre, mens andre så på. Nok er han umenneskelig på cyklen, men det modsatte kan han ikke skjule alle andre steder.

Det handler altid om at vinde, men der findes en yderligere og næsten endnu mere prestigiøs sejrskategori i moderne cykelsport: at slå Tadej Pogacar. Og hvis det er rigtigt, fik det slovenske cykelgeni måske et lille og meget bekymrende indblik i sin egen fremtid i går. Det er ikke et øjeblikkeligt og konkret nederlag som de to andre, men et, der godt kan gå hen og vokse. Derfor svier det måske endnu mere, for det kommer til at gnave i hans selvforståelse, indtil han kan forsøge at svare igen på en af de næste ti etaper.

Alt det, Jonas Vingegaard lykkeligvis ikke døde af i april, har på sin vis gjort ham stærkere. Det egentlige kapløb begyndte ude i vejkanten, da han troede, at det hele var forbi. I går viste han alt og alle, at han kun lige er begyndt.