Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Brian Nygaard skriver om hver etape under hele Tour de France. Læs mere og tilmeld Dem her.

Det smukke ved duellen er, at den stadigvæk lever. Hvis der ikke bliver slået tilbage, er der ingen kamp, men efter første dag i Tourens næste bjergrige kapitel er billedet vendt mere end bare en anelse igen. Pogacars UAE-hold svarede i går kritikerne ved ikke at begå fejl, men det var heller ikke, fordi deres konkurrenter umiddelbart begik nogen. Det var en ren udmåling af styrke og ikke dømmekraft på den første af to hårde dage i Pyrenæerne.