Man kan godt driste sig til at mene, at der er noget særligt på færde på Louisiana, der viser maleren J.A. Jerichaus (1890-1916) livsværk under titlen De store tider er inde. Det er særligt, fordi man ikke rigtig forbinder Jerichaus værk med noget kendt i den danske kunstkanon, og også særligt, fordi man heller ikke ser den direkte forbindelse til de andre fine udstillinger, der har været af beslægtede kunstnere: Hilma av Klint, Marsden Hartley og Paula Modersohn Becker – for at nævne tre. Men netop disse kunstnere er, som Jerichau, en slags enegængere med den kunst, de fik skabt, og der er på den måde etableret en indre linje, et spor, der synes at kunne føre andre steder hen end dem, vi kender.

Det, der engang var upåagtet eller en svært tilpasset udgave af det modernistiske maleri, tegner nu til at blive en ny kanon. Kunstneren Asger Jorn siger det et sted i et brev fra 1962, aftrykt i det meget læseværdige katalog. Jerichau har en malerisk metode, der måske kan bruges af andre kunstnere inklusive ham selv.