I sin digtsamling Fryden fra 2017 skriver Andreas Pedersen et sted denne sætning: »Et lys der tændes ved at kastes.« Det er en sætning, jeg har båret rundt på i mange år og undret mig over. Men nu opdager jeg pludselig, hvad sætningen betyder for mig.

Det er sådan, det føles at spille håndbold på topplan: at kaste et lys ud i luften og håbe på, at det tænder. At det, som de bedste udøvere af sport kan, det er at træne noget en milliard gange hjemme i hallen, kaste, kaste og kaste for så en dag ved den helt rigtige kamp at se kastet antændes som et mirakel og mærke suget af mere. Det er øjeblikket, hvor man vinder alt.