Den forkerte kotelet

Milano er den sydligste by i Bayern, er der nogen, der påstår. Jeg har ingen skråsikker mening om det. Men Milano er vel Milano. Er det ikke noget med brede gader, tåge, floder af negronier, japanere læsset med Gucci-indkøbsposer – jeg taler naturligvis om før pandemien – milanesere, der kommer alle andre steder fra end Milano. Og en domkirke, der ligner noget, der er løgn. »Et smukt sted at dø,« som den amerikanske skuespiller John Carradine vistnok engang sagde. Hvorefter han døde. Og søreme om det ikke også var i Milano. Og kort efter at han havde besteget de mange trin op til toppen af domkirken.

Men skal man dømme efter milanesernes begejstring for dobbeltpanering, så er der måske noget om snakken om det sydgermanske tilhørsforhold. Blot med én væsentlig forskel. Hvor Der Schnitzel som regel er lavet på et stykke svinekød, bruger man i La costoletta alla milanese kalv. Men det er der måske ved at blive lavet om på takket være coronapandemien, som har sat skub i behovet for takeaway. Og som dermed har givet outsiderretter som »den forkerte kotelet«, en svinsk udgave af milaneseren, sin store chance og måske et gennembrud, der ikke går i sin mor igen.