Den evige treer

Federer 40-15. Matchbold. Det er finaledag i Wimbledon, og Roger Federer har netop sat to sprøde serveesser på den vidunderlige græsbane. Han banker bolden sikkert ned i jorden, stirrer kort mod sin rival på den anden side af nettet, før han nervøst sender en forhånd ud over sidelinjen. Centre Court sitrer af spænding: Skal den snart 38-årige schweizer mod alle odds fuldende en af de smukkeste fortællinger, sporten kan mønstre? Overfor står Novak Djokovic, den evige treer efter Federer og Nadal, klar til at forplumre plottet. I næste point lægger serberen et snu passérslag forbi Federer, og chancen er forduftet. 40-40, lige igen.

Scenerne fra finalen i 2019 hører til de mest nervepirrende minutter i mine snart 20 år som tennisseer, det tætteste jeg kommer på et tilskuertraume. Selve mindet om sportens gyldne æra fra Federers gennembrud i 2003 til Djokovics dominans i dag var på spil, følte jeg. Under det meste af sidste sæt spænede jeg hvileløst fra stue til køkken i min julivarme lejlighed, kunne knap se boldene til ende og begyndte febrilsk at lave kikset mad, for kampen trak ud, fire timer havde den allerede varet, og solen stod nu skråt ind over aftenhimlen.