Den dag, jeg lærte navnet på Tysklands kulturminister

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

Weekendavisen er denne uge fyldt med historier om, hvordan mellemøstkonflikten spreder sig og har konkrete konsekvenser for både amerikansk og britisk politik. Men i Tyskland har krigen mellem Israel og Hamas også sat gang i en historisk debat om landets identitet, ytringsfrihed og ikke mindst relationen til Israel, der af flere tyske kanslere gennem tiden er blevet betegnet som en essentiel del af tysk statsræson.

Den tyske identitetskrise kommer tydeligt til syne i landets kulturindustri. Det beskrev avisens tysklandskorrespondent, Jesper Vind, i en reportage fra Berlin, som vi bragte for et par uger siden. Sidste weekend blev det næste kapitel i det opgør skrevet, da den berlinske filmfestivals jury valgte at belønne filmen No Other Land med årets dokumentarpris. 

Filmen er instrueret af det israelsk-palæstinensiske makkerpar Yuval Abraham og Basel Adra og skildrer livet i en palæstinensisk landsby på det besatte Vestbredden. I sin takketale anklagede den israelske instruktør sit land for at bedrive apartheid og opfordrede i samme forbindelse til en våbenhvile, hvilket fik kritikere fra både Israel og Tyskland til at anklage ham for antisemitisme. For hvorfor nævnte han ikke i samme forbindelse massakren på 1.200 israelere 7. oktober, som var den konkrete årsag til, at offensiven blev indledt? 

Yuval Abraham skrev tirsdag på X, at han havde modtaget dødstrusler og aflyste sin hjemrejse til Israel. I samme forbindelse anklagede han direkte israelske medier og tyske politikere for at have forværret situationen.

En af de tyske politikere, som han henviste til, er den tyske forbundsrepubliks kulturminister, Claudia Roth, som overværede prisuddelingen og blev set klappe af de to prisvindere. Denne gestus fik kulturministerens politiske bagland til at kritisere hende i sådan en grad, at hun efterfølgende så sig nødsaget til at udsende et bizart statement, hvori det blev forklaret, at det altså var den israelske instruktør, hun havde klappet af, uden at nævne den palæstinensiske instruktør med et ord.

Spændende er det at følge den tyske stats kamp med sig selv om, hvor de skal placere sig, så der både tages hensyn til historiens byrde, den politiske realitet i Israel i dag og tyske vælgeres vilje.

Spændende er det også at følge alle de internationale kulturfolk, der gennem årtier har gjort Berlin til deres base i den tro, at den tyske kulturhovedstad var en kosmopolitisk boble upåvirket af det øvrige Tysklands logikker, men som de seneste måneder har måttet erkende, at den internationale zone i hvert fald til en vis grad er en fiktion.

Endelig synes jeg, det er spændende, at jeg for første gang nogensinde kender navnet på Tysklands kulturminister. Om mellemøstkrigen bliver den afgørende begivenhed, der bryder den amerikanske kulturdominans, som har hersket her til lands siden slutningen af Anden Verdenskrig, må tiden vise. Men det er et tegn på, at vi begynder at interessere os mere for det, der foregår i vores naboland.

Hvad angår den omdiskuterede dokumentar No Other Land, så kan man allerede se den om et par uger, når dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX løber af stablen. Jeg glæder mig især til at høre, hvad vores filmanmelder siger til filmen – og til festivalen i det hele taget.