Der er noget ufortrødent over Ina-Miriam Rosenbaums Projekt Glemmebogen om Christiansborgs – og dermed vores alle sammens – møgsager, som indledtes med Skattesagens helte (2017), tog fat og fart med CoryDONG (2019), floppede med Den retfærdige kriger – da Danmark gik i krig (2021) og nu sætter punktum med Det fortrolige rum, der netop har haft premiere på Teatret Svalegangen og senere skal på landsturné.

Ufortrødent, fordi kabinetteater ikke er det lettest fordøjelige, endsige mest sexede, men også fordi rejsen fra Helle Thorning-Schmidts skattepapirer over Bjarne Corydons brandudsalg og Anders Fogh Rasmussens krigsløgn til Morten Bødskovs røgslør har været temmelig ujævn.