De frie kunster

Vi må begynde med lidt historie. Middelalderens universiteter var ikke forskningsinstitutioner. Det var kirkelige professionsuddannelser. Man kunne primært blive teolog, sekundært læge eller jurist. Alle de andre fag var samlet under overskriften »artes liberales« – de frie kunster. Det »frie« i disse fag var, at de ikke umiddelbart tjente en profession. Dengang omfattede disse fag syv studier: logik, grammatik, retorik plus musik, aritmetik, geometri og astronomi. Som man ser, var det groft sagt humaniora og naturvidenskab. Men teologien var det vigtigste og dominerende fakultet og de teologiske professorer institutionens centrale figurer, der kun så disse frie discipliner som sekundære og forberedende redskabsfag, der skulle adlyde religiøse direktiver.

De store videnskabelige gennembrud i 16-1700-tallet fandt oftest sted uden for professionsuniversiteterne, i akademier, private netværker og selskaber, og først omkring 1800 fødtes med Humboldt ideen om, at universiteterne kunne være steder for forskning. Kant bemærkede i en berømt artikel om »Fakulteternes strid«, hvordan de videnskabelige fakulteter nu var i færd med at blive stærkere end professionerne. Teologiens 600 år lange dominans på universiteterne lakkede mod enden.