Enten-eller. Alting har sin tid, og måske er det dét, Esben Weile Kjærs indvarsler med sin soloudstilling, hvor dansen løber løbsk og styrer direkte mod det totale kollaps.
Dans eller dø
»Der er en tid til at fødes, der er en tid til at dø.« Sådan står der et sted i Det Gamle Testamente. Den linje har kunstner Esben Weile Kjær behændigt omskrevet til »Der er en tid til at danse, der er en tid til at dø« i et popnummer, han har forfattet og produceret sammen med sangeren Mø, til sit afgangsværk, som netop nu kan ses og høres på Kunsthal Charlottenborg i København.
Men ikke nok med det, så har Esben Weile Kjær (f. 1992), hyperaktiv som han er, også netop åbnet sin første soloudstilling i galleriet Andersen’s. Power Play og Hardcore Freedom er titlerne på hans seneste store soloudstillinger på henholdsvis Gl. Strand og CC, der begge kredsede om festen som kunstnerisk udtryk og dansens frigørende muligheder, og hos Andersen’s fortsætter det samme muskuløse sprog. Complete Collapse hedder udstillingen, som uendeligt overskudsagtigt fungerer som en udløber af det værk, Weile Kjær netop er trådt ud fra kunstakademiet med: et over fire meter højt glasbillede, skabt af farvede, blyindfattede ruder, der skildrer en historisk begivenhed i middelalderens Strasbourg, da en stor gruppe mennesker ud af det blå blev grebet af en hysterisk og langvarig dansemani og døde.
Del: