Citroner er sure og gule

For godt ti år siden havde jeg en ven, som boede på Sicilien, og på et tidspunkt blev han kæreste med en pige, hvis bedsteforældre ejede en citrusplantage et sted mellem Trapani og Marsala. En uventet appelsin i min turban, for det betød, at han – midt i den ulidelige tid mellem januar og marts, hvor alt bare er blygråt og marineret i halvdepression – sendte mig en kæmpe kasse fuld af grapefrugter, citroner i alle tænkelige størrelser, blodappelsiner og lysende grønne limefrugter.

Det her var i måltidskassernes ungdom, og jeg havde aldrig fået fragtet frugt til døren på den måde. Det føltes helt vanvittigt at modtage denne kasse. Dels på grund af indholdet, der var uden kvalitetsmæssigt sidestykke, dels fordi den vidnede om, at der var liv derude; at der fandtes et sted med blade og frugter på træerne – et sted, hvor solen stadig havde magt til at få noget til at gro. Jeg havde lyst til at falde DHL-chaufføren om halsen af ren lykke. Stor var til gengæld min sorg, da min ven og citrusplantage-arvingen gik fra hinanden, og min – havde jeg forestillet mig – livslange leverance af sicilianske frugter stoppede. I mange år tænkte jeg med længsel tilbage på sendingen. Men forrige år opdagede jeg så en webshop, hvor man kan bestille økologiske citrusfrugter direkte fra plantageejere i Sydeuropa. Når kassen står på mit dørtrin, er den som sendt fra himlen, og der er ikke dét, jeg ikke straks har lyst til at lave af dem.