Der hersker en mærkelig stemning på Aalborg Teater i disse dage, måske fordi der efterhånden hersker så umærkelig en stemning udenfor. Det er nu 1.308 dage siden, de russiske tanks rullede ind i Ukraine. Vi hører om den danske støtte og vores egen oprustning; vi ved, at krigen findes. Men kan vi mærke den?

Måske derfor virker Ukrainske kvinder så velanbragt – og overrumplende. Her mindes vi om, at krig ikke først og fremmest er våbenindkøb og bonede taler, men lemlæstelse, savn, frygt og tabet af fortællinger. I løbet af halvanden time træder seks ukrainske kvinder frem, hver med sin fortælling, sine ar.