Blixen og fisken

For nogle uger siden sad jeg på en fiskerestaurant på en havnekaj ved Middelhavet med det ærkefranske navn Chez Laurent. Der var intet mondænt over stedet: Det var simple caféborde, lidt kitschet pynt i form af plastickrabber, søstjerner og imiterede fiskenet og syregrønne fleecetæpper til dem af os, der savnede en terrassevarmer. Det hele gjorde lidt ondt i øjnene, men hvad æstetikken lod tilbage at ønske, kompenserede køkkenet for. Jeg havde lyst til grillet fisk til aftensmad, og tjeneren kom ud med dagens to sidste hele fisk fra køkkenet, så jeg kunne tage dem i øjesyn. Kunne jeg tænke mig sanktpeterfisk eller dorade? Begge var naturligvis fanget samme morgen og landet på havnen. Denne mulighed for at tjekke fiskens friskhed gav mig stor tillid til køkkenet, og den grillede dorade var fremragende.

Karen Blixen, som vi alle tænker på som en af vores helt store danske forfattere, var også en passioneret gourmet og lidt af en friskhedsfanatiker, når det kom til fisk. Med undtagelse af de år, hun opholdt sig i Afrika, boede hun få skridt fra Øresund, og fiskene herfra var hendes referenceramme – også da hun boede på farmen. Hendes længsel efter frisk fangst blev så stor, at hun lod udgrave en dam. Her satte hun fisk ud, som hun selv fragtede i en tank bag på sin bil. Hun skrev hjem til sin mor, at »naarsomhelst kan man gaa ned og paa ti Minutter have Fisk til et Maaltid for flere Mennesker, og herude, hvor man aldrig er rigtig sikker paa frisk Fisk, naar man køber den, er det en stor Fordel at faa noget, som man lige har set trukket op af Vandet, – hvad jeg næsten altid synes er den sande Charme ved Fisk, som de Torsk de tager paa Isen hjemme om Vinteren, og som der aldrig er Mage til i Verden«.