Livsappetit. Yotam Ottolenghi tager åbensindet det bedste fra alverdens køkkener og skaber kulinarisk livsglæde i bæredygtig stil.
Bevæbnet med grøntsager
Den israelsk-britiske Yotam Ottolenghi er antitesen til forestillingen om en stjernekok med stort ego og rock’n’roll-attitude. Han er hverken brutal som Gordon Ramsey eller en entertainer som Jamie Oliver. Der er heller ikke store tatoveringer eller kokkekniv i bæltet, da han toner frem på min skærm under vores Zoom-møde. Hvis han havde haft masser af attitude, ville man have båret over med den, for hans bøger har solgt i millionvis verden over, hans navn er synonymt med et madimperium i London, og hans stjernestatus i Australien blev slået fast med syvtommersøm, da han som gæstedommer blev fløjet ind i helikopter for at deltage i Masterchef.
Han befinder sig for tiden i sit hjem i Camden i London. Som han sidder der bag skærmen, helt enkelt klædt, lidt gråsprængt, foran en stor bogreol og med skulpturer i baggrunden, ligner han det, han kunne være blevet, men ikke ville være: en professor i kunsthistorie, filosofi eller litteratur.
Del: