Barnlige voksne uden smag

Denne kommentar udkommer også i Weekendavisens kulturnyhedsbrev Ej blot til lyst. Læs mere og tilmeld Dem her.

I avisen sidste uge interviewede Cecilie Cronwald Svendsen den britiske forfatter og professor i kriminologi Keith Hayward om hans nye bog Infantilised, hvori han, som titler antyder, advarer mod, hvad han betragter som en tiltagende barnliggørelse af voksenlivet. Med det mener han, at stadig flere voksne opfører sig barnligt, og at kulturen opmuntrer denne opførsel.

Eksempler er der masser af: voksne, der bygger lego, tager på Roskilde Festival og klæder sig som Anna og Lotte. Udviklingen ses også i filmindustrien, hvor stadig flere film målrettes »familien« i stedet for den gamle opdeling mellem film til børn og film til voksne. 

Hvad er problemet? Ifølge Hayward bør udviklingen få alle advarselsklokker til at bimle, for den forlængede barndom er med til at fjerne den enkeltes tro på eget ansvar. I stedet forventer man, at der kommer nogen og løser problemerne for en. Som et barn. Det ser professoren, som i øvrigt bor i Danmark, både udspille sig i uddannelsessektoren og i den politiske sfære.

At det går sådan, kan overraske, når man tænker på, at barndommen sådan set er et relativt nyt fænomen opfundet i slutningen af 1700-tallet og indtil for nylig betragtet som en fase, man skulle igennem med voksenlivet som uundgåelig og eftertragtet destination.

Nuancerne i Keith Haywards bog blev også diskuteret i Weekendavisens podcast Avistid, og at den vitterlig har fat i noget, blev jeg selv bekræftet i denne uge, da jeg sad og redigerede en tekst om musikkollektivet Coil, der var aktive fra 1982 til 2004 og et ærkeeksempel på det, man kalder et kultband.

Anledningen til, at vi bringer en artikel om Coil, er, at en hidtil ukendt kortfilmsantologi om gruppen er dukket op og får eksklusiv dansk premiere i Albertslund Musikteater i næste uge. Artiklen er skrevet af en af Coils danske fans, Mads Peder Lau Pedersen, og i indledningen skriver han følgende:

»Da jeg begyndte at lytte til det engelske musikkollektiv Coil som 15-årig i 1999, var det ikke bare en musikgruppe, jeg lyttede til. Det føltes som at få en færdig pakke serveret med alle de vildt interessante excentriske bands, billedkunstnere, filmskabere og forfattere, som Coil citerede og nævnte som inspirationskilder, og som de aktivt opfordrede deres lyttere til at gå på opdagelse i. Når man er ung, er der ikke noget, der er lige så tilfredsstillende som at føle sig særligt indviet, for på det tidspunkt er man uindviet i stort set alt. Jeg tror, at de fleste, der har et forhold til Coil, har haft det på samme måde som mig, da de begyndte at høre dem.«

Da jeg læste dette, slog det mig, at det sætter fuldkommen ord på det, som risikerer at gå tabt, hvis samfundet og dets borgere infantiliseres: En af de ting, der kendetegner overgangen fra barn til voksen, er nemlig, at man udvikler en selvstændig smag. Den evne mister vi, hvis vi i stigende grad behandler os selv og hinanden som børn.

At have en smag, og give udtryk for den, er ikke en medfødt evne, men tillæres og forfines, i takt med at vi bliver ældre. Det er i hvert fald en mulighed, som står os alle frit for. 

Uden smag mister vi evnen til at vurdere ting og danne præferencer. Og det er ikke blot et individuelt problem. Smag handler nemlig ikke kun om, hvad man sætter på, når man tænder fjernsynet om aftenen, og hvordan vi agerer som forbrugere. Det handler om, hvordan vi rangordner ting i verden og sondrer mellem det gode og det dårlige. Smag er med andre ord forbundet til det moralske. Og uden smag bliver vi sårbare for manipulation.