Bankekød

Min far var ingen stor kok. Madlavningen på en typisk hverdagsaften ville forløbe således: Først ville han skrælle alt for mange, alt for store kartofler. Logikken var vist, at jo større kartoflerne var, jo færre skulle der skrælles. Når de var sat til at koge (og de blev altid kogt), ville han sætte sig ind i stuen og se nyheder på vores fjernsyn. Pludselig ville han høre lyden af vand, der kogte over, hvorefter han ville fare ud i køkkenet for at skrue ned for varmen.

Det var de gode madaftener. På de dårlige ville han ikke høre lyden af vandet, der ramte kogepladen. I så fald steg sandsynligheden for, at kartoflerne ville få lov at koge så længe, at der til sidst ikke var mere vand tilbage i gryden. Så fik vi brændte kartofler. Den generelle regel var, at retter helst skulle være noget, man satte over, så man kunne sidde mest muligt inde i stuen foran fjernsynet og stå mindst muligt ude i køkkenet foran komfuret.