Møllers have. Rejs rundt til Danmarks klosterhaver, og bliv klogere på lægeplanter og køkkenurter.
Bag klosteret er en have
Sommeren er højsæson for rejser – og rigtig mange har været eller skal langt væk fra hjemmet. Men også inden for landets grænser er der gode oplevelsesmuligheder, uden at klimaet belastes i samme høje grad. Ét blandt utallige rejsemål er den levende kulturhistorie i form af klosterhaver og historiemættede samlinger af vækster. Det er en rejse, der foregår i både nutid og fortid, ikke mindst i middelalderen og renæssancen.
I juli havde jeg fornøjelsen af at besøge »Hildegarden« i Valbyparken i København sammen med Inger Vaaben. Hun var med til at skabe denne lille lægeplantehave, der åbnede i 2023. Haven rummer et udvalg af de mange planter, som den legendariske, lægekyndige tyske abbedisse, forfatter, kunstner og komponist Hildegard von Bingen (1098-1179) benyttede i sin lægevirksomhed. Her finder man blandt andet lægestokrose, salvie, timian, røllike, lægealant, havemalurt og løvstikke, der alle er forsynet med navn og oplysninger om væksternes egenskaber og benyttelse.
I Danmark blev de første klostre grundlagt i midten af 1100-tallet og den første egentlige klosterhave efter alt at dømme etableret i 1160erne af abbed Vilhelm (Guillaume) ved klosteret på Eskilsø i Roskilde Fjord. Vilhelm blev hidkaldt af biskop Absalon, som kendte ham fra studietiden i Frankrig. Opgaven var først og fremmest at få sat skik på det løsslupne liv i klosteret på øen. Måske som led i dette arbejde satte han gang i omfattende urte- og havedyrkning og fortsatte indsatsen, da klosteret i 1175 blev flyttet til Æbelholt nær Hillerød. Det gjorde han i en grad, at han efter sin død i 1203 og helgenkåring i 1224 ofte blev omtalt som »Danmarks havehelgen«.
Klosterhaverne rummede lægeplanter, køkkenurter, krydderier, farvegivere og andre nytteplanter samt planter, der mest var til pynt. Nogle få af disse, blandt andet kvan og røllike, fandtes allerede i den danske natur, andre har modsat spredt sig fra klostrenes dyrkning og ud i landskabet, hvor de er blevet en del af den danske flora. Enkelte af abbed Vilhelms urter kan således stadig træffes vildtvoksende, som levende fortidsminder, rundtomkring på Eskilsø, blandt andet kongelys, æselfoder og tandbæger. Ikke så få af planterne, blandt andet mange krydderurter, dyrkes fortsat i haverne.
Flere af klosterplanterne hviler også som frø i jorden på klostertomter og andre middelalderlige tilholdssteder og spirer frem, når arkæologer eller andre roder i jorden. Den mest berømte af disse er uden tvivl bulmeurten.
DATIDENS LÆGEKUNST HVILEDE på en meget begrænset indsigt, for ikke at sige grænseløs uvidenhed om legemets funktioner, sammenhænge og sygdomme. Eksempelvis var blodets funktion helt ukendt til langt op i 1600-tallet, ligesom bakterierne og deres betydning først blev erkendt i 1800-tallet.
Meget byggede på overtro samt overleverede, grundløse forestillinger fra den græsk-romerske oldtid. I senmiddelalderen og langt ind i efterreformatorisk tid spillede signaturlæren en stor rolle. Det er forestillingen om en gud, der som den øverste apoteker havde forsynet hver plante med særlige kendetegn, der viste, hvilke sygdomme og skader den kunne anvendes mod, eller hvilke organer den kunne helbrede eller styrke. Som farmaceuten Paracelsus udtrykte det sidst i 1500-tallet: »Ligesom man kender kvinden på formen, kender man lægemidlerne.« Planter med hjerte-, lever- eller nyreformede blade blev anvendt i forhold til disse organer. Planter med gule blomster eller saft, som for eksempel svaleurt, blev brugt mod gulsot osv.
De urtekyndige munke og nonner har dog gennem tiden indsamlet og videregivet deres erfaringer med væksternes virkning. Da klostrene blev nedlagt efter reformationen, fortsatte urtedyrkningen, nu blot i apotekerregi. Nogle af de anvendte planter har en dokumenteret effekt, som for eksempel valmue og bulmeurt til bedøvelse, og flere præparater i nutiden består stadig af rendyrkede eller syntetiske udgaver af planters virksomme stoffer.
Under alle omstændigheder er klostervæksterne en spændende og vigtig del af både havedyrkningens og lægekunstens rødder. Denne levende kulturhistorie kan mødes i kloster- og urtehaver over hele landet. Ved Øm og Æbelholt klostre ligger haverne i tilknytning til klosterruinerne og museerne med de mange fund fra udgravningerne. Dér kan man stå midt i op mod tusind års historie og trække linjer tilbage til munkenes virksomhed og ikke mindst til deres patienters endeligt. Andre gode steder er Medicinhistorisk Have i Aarhus, Asmild Klosterhave ved Viborg, Spøttrup Borgs Have, Vitskøl Kloster, Gram Slotspark, Bangsbo ved Frederikshavn, Krydder- og lægeurtehaven i Geografisk Have ved Kolding, Medicinhaverne ved Tranekær, Klosterhaven i Odense (ved domkirken), haven ved Esrum Klosterhave, Henrik Harpestrengs have i Sagnlandet Lejre og haven ved det gamle Vordingborg. For blot at nævne nogle.
Del:
