Forestillingen om mor på Teatret Svalegangen møder vi tre navnløse mødre (Maja Juhlin, Kirstine Hedrup og Stina Mølgaard) i, hvad der ligner et offentligt tilbud med kaffe og sødmælk på et rullebord i rustfrit stål. Musikeren Martine Madsen sætter stemningen på elguitar og trommer fra to af salens hjørner. Publikum sidder på alle sider af scenen, og mødrene tager ordet på skift:

»Jeg er mor ... Jeg er hende, som altid er træt ... Jeg er hende, der stirrer på mit barn, som var det en stor skål slik ... Jeg er hende, der ville ønske, at livet tager en pause.« Ved siden af mig sukker en ældre kvinde medfølende efter hvert eneste af de småtrivielle udsagn, og jeg tænker, at det godt kan blive en lang aften i Aarhus C.