Asgreens inerti

Da Kasper Asgreen kiggede sig over skulderen for at se, hvem der ellers sad i gruppen, der forgæves jagtede den forreste rytter i det tidlige italienske forårsløb Trofeo Laigueglia for tre år siden, kendte han formentlig ikke ret mange af dem, han så. Og de kendte under ingen omstændigheder særlig meget til ham. Hans lange ben med de højrøde cykelsko for enden var umanerligt blege i solen, og hans forsøg på at åbne en tidlig spurt var velment, men lykkedes slet ikke. Det endte med en sjetteplads. Et pænt resultat, og selvom løbet med årene har mistet lidt af sin stjerneglans, var en toptiplacering måske noget, man godt kunne få øje på. Men det var ikke nok til at ændre på den kolde kendsgerning, at den høje knægt fra Kolding var havnet der, hvor kun held og gode kontakter kunne skaffe adgang til et stort hold i jagten på kontrakten. Der var unge talenter nok at tage af, og det er ofte ved den skillevej, at håbefulde ryttere vender om og rejser hjem. Det er ikke sliddet værd, hvis der er så mange, der er bedre, end man selv håber på, at man er. Men i modsætning til dem vidste Asgreen, at han var god nok. Han skulle bare have chancen.

Selvom han egentlig kørte stærkt som teenager efter at have brugt sin ungdom på at ride dressurheste, var han imidlertid ikke særlig god til at styre sin jernhest. Han var faktisk decideret dårlig. Landstræner Anders Lund husker, hvor svært det var for ham at placere sig rigtigt i feltet. Det koster kræfter, og nogle lærer det aldrig.