Efter at have lavet adskillige fremragende film i relativ anonymitet gennem halvandet årti oplevede den japanske instruktør Ryusuke Hamaguchi et regulært annus mirabilis i 2021. Her udsendte han filmene Drive My Car og Japanske fortællinger, der både indbragte ham en Oscar og et verdenspublikum. I de to film opererer instruktøren i krydsfeltet mellem film og teater, hvor han fermt blander elementer af melodrama, komik og basal spænding.

På den baggrund er det svært helt at understrege, hvor indadvendt og ubestemmelig en opfølger Hamaguchi nu har lavet til sit internationale gennembrud. Han kunne have valgt at tale publikum og producenter efter munden, men i stedet har han lavet Hjortestien – en af årets mest sære og virkningsfulde film. Her gælder i særlig grad klicheen om, at det er en film, man bliver ved med at tænke over, længe efter lyset bliver tændt i biografsalen.