I modsætning til følelsen efter så mange andre cykelløb fyldes sindet ikke af tomhed efter Tirreno-Adriatico og Paris-Nice. Selvom begge er sportsligt tunge fikspunkter i foråret og befolket af prestige og personligheder, er det en anden følelse, når de er forbi.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har sat mig bag rattet for at forlade en halvslidt by ved adriaterhavskysten for at køre den egentlige del af foråret i møde.
Ud gennem afspærringerne ved målområdet, mentalt videre og fysisk i fart ind på motorvej A14 i retning af Milano-Sanremo, Flandern Rundt og de store endagsløb. Sæsonen og årstiden skifter gear nu, og det kan ikke kun mærkes på pollentallene. De to parallelle ugelange etapeløb i Frankrig og Italien var i år fremragende udgaver af sig selv.
Med Jonas Vingegaards dybt imponerende sejr efter at have udraderet al modstand i Appenninerne kunne han føje en væsentlig sejr til sin hastigt voksende liste af triumfer. Hans herredømme som ubesejret i bjergene er intakt. Den danske Tour-vinder er lige nu endnu bedre end på samme tid sidste år, og han får det tilmed til at se nemt ud at vinde det største.
Nemt så det lidt overraskende ikke ud for Remco Evenepoel i Paris-Nice, hvor han måtte stille sit glubske løbsego tilfreds med en andenplads og to etapesejre. Jonas Vingegaards nye holdkammerat Matteo Jorgenson vandt en dybt imponerende sejr, og sjældent har så stor en kleppert set så overbevisende ud i de sydfranske bjerge.
Den 24-årige amerikaner er så alsidig, at Visma-LAB-holdet og deres forsvarende Tour-vinder kan læne sig trygt tilbage i holdbussen på trods af Wout van Aerts bemeldte fravær i dette års udgave af verdens største cykelløb. De har fået et garderhøjt plaster på det, der måtte være tilbage af bekymringer, og hvis Pogacar og UAE har fintunet bemandingen betydeligt, har det hollandske storhold den foregående uge vist, at det stadigvæk ejer det bedste kollektiv.
Det var også ugen, hvor danske Mattias Skjelmose tog endnu et tigerspring i sin rekordagtige udvikling i retning af at blive den rytter, Lidl-Trek-holdet skal satse på fremover. Godt nok glippede podiet i Paris-Nice, men hans fjerdeplads sammenlagt og etapesejren i La Colle-sur-Loup fortæller historien om en 23-årig, der vil frem i sporten og ikke helmer, før han når de største sejre. Skjelmoses løbsintelligens er tårnhøj, og selvom den lod ham i stikken på sidste etape til Nice, må hans fysiske formåen lige nu give det amerikanske hold et stærkt kort at spille i den kommende måned.
At Mads Pedersen ikke tog stikket hjem for dem med en etapesejr, gør ham sikkert bare endnu mere indebrændt, hvis det overhovedet er pyroteknisk muligt her ved porten til forårsklassikerne. Med holdkammeraten Jonathan Milans to forrygende etapesejre i Tirreno-Adriatico har den danske superstjerne også fået mere end bare en formstærk mand til det grove arbejde oppe nordpå.
Selvom Tirreno-Adriatico for mange er den sidste finpudsning af evnerne udi spidsbelastning op til denne uges monumentale klassiker, Milano-Sanremo, har to af favoritterne siddet over både der og i Paris-Nice. Sidste års vinder, Mathieu van der Poel, debuterer simpelthen i årets længste endagsløb efter at have overdomineret de korte, intense crossløb hele vinteren.
Jeg forestiller mig, at Tadej Pogacar har haft svært ved at holde sig i ro, men efter det 81 kilometer lange og sejrende soloridt i Strade Bianche har han antageligvis timet sin allestedsnærværende topform fortrinligt til et nyt forsøg på at vinde sit fjerde ud af fem mulige Monumenter.
Fra Nice til Sanremo er der langt færre afkørsler, end hvis turen går fra Tirreno, men alle skal enten hjem eller videre før det store brag ved den italienske del af middelhavskysten. De bedste ryttere i verden bruger denne uge til enten at gøre sig klar til årets første Monument eller tage tilbage i højderne for at bygge videre mod de næste mål.
Jonas Vingegaard bliver i Italien en stund for at se nærmere på de indledende Tour-etaper. De er møgsvære, og selvom danskeren lige nu er nøjagtig så urørlig, som han kunne have håbet på, ligger det til hans og holdets natur hvileløst at detaljeplanlægge for at finde konkurrencefordele. Vingegaard cykler formentlig ganske uforstyrret rundt i Appenninerne i dag eller sætter sig ind i bussen for at tage afkørslen ved Casalecchio før Bologna for at se nærmere på San Luca-stigningen, der kommer til at afgøre anden etape af dette års løb og give en tidlig indikation på styrkeforholdet mellem favoritterne.
Den næste måned er intens i cykelsporten, og denne uge er magisk på mange måder. På lørdag køres den 115. udgave af Milano-Sanremo, og selvom starten er blevet flyttet længere ned på Posletten til Pavia, er det stadigvæk den mest traditionsrige forårsbebuder, sporten ejer. Det er et intenst løb med en flygtig finale, men en sejr indløser envejsbillet til evigheden, når det kommer til historisk relevans.
For længe siden i min ungdom sang Sort Sol om midnatstoget, der fører dig ind i sommeren. Men cykelsportens vej til forår starter i en bus, og midt i al dets prosaiske praktik er det både ufrivilligt poetisk og dragende nært.
Denne artikel udkommer også i Weekendavisens nyhedsbrev om cykling Hjertets Bjerge. Læs mere og tilmeld Dem gratis her.
