Der er noget rigtigt i, at cykelsporten af og til føles som en familie. Alle ser hinanden hen over året i de samme lufthavne, på hotellerne og inde i feltet til selve cykelløbet. Dermed ikke være sagt, at alle nærer de samme varme følelser for alle, de er tæt på. Ligesom i de fleste andre familier er der nogen, man er tæt på, og andre man måske ligefrem prøver at undgå.
Mens feltet gled smukt gennem menneskehavet over Sjælland, begyndte holdbusserne at indfinde sig på den lange hovedgade ned gennem Nyborg. De store farvestrålende køretøjer fandt deres plads langs fortovet og gjorde klar til at modtage rytterne efter den kortvarigt intense etape over Storebælt. Hvis man går en tur langs holdbusserne til et cykelløb, kan man som regel måle etapens underholdningsniveau ret præcist på, om der bliver hujet og skrålet inde bag de tonede ruder, hvor dørene som regel står åbne, så der kan komme frisk luft ind.
I går var det mest styrt og de allersidste, hidsige sekunder af spurten, der kunne få nogen frem på det yderste af sæderne. Bortset fra det vidunderlige publikum langs vejene, selvfølgelig. De havde en mindeværdig fest hele dagen. Men der var ret stille inde i busserne i går. Nogle tog måske en lur, mens andre sad og læste i rutebogen, der på forunderlig vis ser ud til at blive mere omfangsrig for hvert år, der går.
Det var på afstand, men vi genkendte hinanden med det samme, mig og Luis María Díaz De Otazu. Han er buschauffør for et af holdene og har været en del af sporten lige så længe, jeg kan huske. Når man ser ham, er det egentligt lidt svært at forestille sig ham i den funktion, for han har kronisk svært ved at sidde stille. Han er sådan et rastløst lille muskelbundt, der hele tiden skal flytte rundt på et eller andet eller drille nogen for at få tiden til at gå.
Jeg har aldrig set nogen passe så godt på en bus som ham. Han og jeg arbejdede for samme hold i seks år, og derfor har vi rundt regnet kørt det, der svarer til Jorden rundt i hans bus til cykelløb med ham bag rattet og mig på et af sæderne bagved.
De første måneder, vi arbejdede sammen, troede jeg, at Otazu, som han for nemheds skyld blev kaldt, altid havde været buschauffør. Men en dag under det første Tour de France, vi lavede sammen for ti år siden, fandt jeg et gammelt falmet autografkort med hans billede på i en af skufferne bagest i bussen. I cykeltøj for det spanske storhold ONCE, gudhjælpemig.
De var dyrt sponsoreret af det spanke blindelotteri og en decideret magtfaktor i en lang periode op gennem 1990erne. Det så helt uvirkeligt ud, for jeg havde ingen anelse om, at han havde været professionel. Og det var nu heller ikke, fordi der var nogen store resultater at prale af, sagde han til mig, da jeg kom farende gennem bussen med postkortet og ville høre det hele om hans karriere.
Otazu havde været erhvervscykelrytter. En, der tjente sine penge på at passe sit arbejde, men aldrig havde fået et decideret gennembrud. Han havde selv været overrasket over, at han kunne drive det så vidt, for han vandt aldrig et professionelt cykelløb, kun mindre, lokale i sine unge år.
I 1995 skete der noget voldsomt, som kom til at ændre mange ting for Otazu. Han var på ingen måde inde i billedet til at køre Tour de France, men et styrt blandt en af de ryttere, der allerede var kommet til Frankrig, sendte panikbølger gennem det spanske hold dagen inden starten. Han fik opkaldet og satte sig i en bil med det samme og kørte den lange tur fra Nordspanien til Bretagne. Han svedte hele vejen og var nervøs for, at han ville falde totalt igennem på den spanske vindermaskine. Han var en populær rytter på holdet på grund af sit ukuelige humør, men nogen Tour de France-rytter var han ikke. Det vidste han lige så godt som dem.
Sportsdirektøren gjorde sit for at berolige ham: »Du skal bare overleve de første etaper, så kommer du ind i løbsrytmen, selvom den er brutal. Sidenhen kan du give en hånd med.« Otazu var ikke typen, der diskuterede sportsdirektørernes dispositioner, så han tog det til sig, vel vidende at katastrofen kunne lure på hvert eneste bjerg i det løb.
Så langt kom han slet ikke. På fjerde etape skulle de køre et ondskabsfuldt 64 kilometers holdløb, og Otazus hold var blandt favoritterne. De var specialister i at holde et vanvittigt tempo, og de gik ubetinget efter at vinde. Otazu havde svært ved at sove natten inden, for han var dødsens angst for at blive sat af det højhastighedstog, holdet ville ligne den næste dag på de franske landeveje.
Med ryttere som Alex Zülle, Abraham Olano, Laurent Jalabert og Erik Breukink var den frygt fuldt ud berettiget. De var ikke kommet ret langt på etapen, før Otazu var i store problemer. Han kæmpede som en gal for ikke at slippe hjulet til rytteren foran, men selvom han ikke tog nogen føringer, gik det alt, alt for stærkt. Han var panisk nu. Hvis han ikke kørte sig selv helt i stykker, ville han ikke komme i mål inden for tidsgrænsen. Alle mulige tanker gik gennem hovedet på ham, mens han sled sig gennem de ensomme kilometer. Men der var ikke noget at gøre. Luis María Díaz De Otazu var »OTL« på resultatlisten. Outside time limit.
De prøvede at opmuntre ham, men det var til ingen nytte. Bedst som han havde pakket kufferten i al hast for at nå at komme til undsætning og op til Tour-starten, skulle han lukke den sammen igen og rejse hjem. Han havde ladt sit hold i stikken. Det hold, der havde fornyet hans kontrakt år efter år, fordi han altid passede sit arbejde. Om aftenen holdt rytterne et møde for at diskutere situationen.
Jalabert havde løbets gule førertrøje, og schweizeren Alex Zülle havde tårnhøje ambitioner om at slutte på podiet, hvilket sidenhen også lykkedes. Der ville blive kørt rigtig mange præmiepenge ind på det spanske hold, det vidste alle, og nogle af de mindre ryttere mente ikke, at Otazu skulle have del i dem, når han nu var udgået så tidligt. Det blev en meget ophedet diskussion, indtil Jalabert bankede i bordet, skar igennem og sagde, at de skulle holde deres kæft.
Selvfølgelig skulle Otazu havde del i præmiepengene, og de, der var imod, kunne selv få lov til personligt at aflevere dem til ham bagefter, hvis der var mere brok. Sådan blev det. Uden at vide det tjente Otazu flere penge den Tour, end han nogensinde havde drømt om – helt uden at være der.
For pengene fra det Tour de France købte Otazu og hans kone et lille supermarked i Baskerlandet. Det blev deres levebrød i mange år, indtil Otazu vendte tilbage til feltet som buschauffør, mens han kone passede butikken derhjemme. Han har aldrig glemt den gestus, og han har altid selv arbejdet for de samme principper. Alle er en del af familien, også selvom de ikke er med hele vejen.
Da Otazu og jeg fik øjenkontakt i Nyborg, smilte vi begge så meget, at vi begyndte at grine. Det var svært ikke at kunne give hinanden et kram på grund af corona-boblen, for jeg tror ikke, vi har set hinanden i næsten fem år. Han glimtede i øjnene og vinkede mig over med sine store labber, indtil vi begge kom i tanke om corona-reglerne, der adskiller feltet og os, der bare ser på.
Jeg holdt øje med ham længe bagefter, mens han hastede rundt for at gøre det hele klar til, at rytterne kom ind efter etapen, ligesom han vil gøre det i dag i Sønderborg, inden han sætter sig bag rattet og kører hele vejen til Frankrig på hviledagen i morgen.
Læs også Brian Nygaards personlige optakt til Tour de France her eller i seneste papiravis.
