Forsøgskanin. Vi sender ikke længere hunde og aber på rumrejse, men dyr bliver stadig brugt i udforskningen af rummet. For eksempel til at vise, hvad der sker, hvis man bliver født ude mellem stjernerne.
Vi sender først en zebrafisk
I april koblede et Shenzhou-rumskib sig til Kinas rumstation Tiangong. Med ombord var tre astronauter og fire zebrafisk. Fiskene svømmer rundt i et lille akvarium og er ved godt helbred, men vægtløsheden har været en smule desorienterende for dem. De kinesiske astronauter fortæller, at fiskene har det med at svømme i cirkler og på hovedet. Nogle gange svømmer de endda baglæns. Andreas Mogensen havde en lignende oplevelse, da han første gang besøgte Den Internationale Rumstation. Kort efter ankomsten kunne han ikke finde ud af, hvor på rumstationen han var. Det var først, da en astronautkollega fortalte ham, at han fløj på hovedet, at han kunne orientere sig.
Mennesker og dyr oplever mange af de samme effekter ved at opholde sig i rummet. Vægtløshed fører til tab af knoglemasse, og strålingen øger risikoen for kræft. Derfor har mennesker helt fra starten brugt dyr til bedre at forstå konsekvenserne ved rumrejser. Det har gjort dyr til rumfartens sande pionerer.
Del: