Denne artikel udkommer også i Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev Under lup. Læs mere og tilmeld Dem her.

Venskaber er lovløst territorium. Staten har styr på vores familie, de ved, hvem vi arbejder med, og de kender vores naboer, men der er ingen registre over vores venner, selvom de ofte betyder ret meget for vores liv, og hvordan vi forstår os selv.

Vi kan også selv blive i tvivl om, hvem vi er venner med. Man har ikke papir på kammesjukkerne, og mens de fleste par på et tidspunkt tager er-vi-egentlig-kærester-snakken, sætter vi os ikke ned og kigger vores bekendte dybt i øjnene for at afklare, om der reelt er tale om et venskab eller bare en løs forbindelse.

Det er det smukke og svære ved venskaber: Der lader ikke til at være nogen faste regler for, hvad vi kan forvente af hinanden. Og så alligevel …

Her skal vi en tur i arkivet og se på tre historier om venskabets uskrevne regler.

1. Populære ballademagere

Hvorfor har nogle unge flere venner end andre? Det har min kollega Cecilie Cronwald skrevet en fascinerende historie om, og det viser sig, at der skal mere til end blot at være vellidt.

Når vi nærmer os teenageårene, begynder det nemlig at handle om status, og vil man være populær, er det ikke nok at være smuk og flink, man skal også turde bryde normerne: Dem, som laver i ballade i skolen, ser simpelthen ud til at have nemmere ved at få venner.

Men reelt vil det for mange børn og unge være bedre at befinde sig lige uden for den populære kerne, forklarer den garvede venneforsker Brett Laursen. Her behøver man ikke at være tætte venner med de dominerende normbrydere, men man bliver stadig set som en del af flokken og får lov at være med i det sjove ungdomsliv.

Faktisk … bør forældre ifølge Laursen ikke prøve at hjælpe deres børn med at kravle op i det sociale hierarki: »For at være helt ærlig, så fatter de fleste forældre alligevel ikke noget,« siger Laursen.

2. Forældreindflydelse

Reglen om ikke at blande sig i sine børns venskaber er der imidlertid en del forældre, som ser stort på. Sagen er nok, at selvom mange forældre ikke fatter noget, når det kommer til det sociale hierarki, har de en ret god fornemmelse for, hvilke venner der kunne være en fordel for deres børn på længere sigt.

For nylig interviewede jeg økonomiprofessor Fabrizio Zilibotti om et studie af amerikanske forældres tilbøjelighed til at påvirke deres teenagebørns venskaber.

Zilibotti og kollegerne kan se, at indblandingen fungerer som en form for forsvarsmekanisme, som forældre griber til, når deres børn har kammerater, der eksempelvis klarer sig dårligt i skolen.

Og det ser i en eller anden grad ud til at virke. Når forældrene blander sig i børnenes venskaber det ene år, er deres børn tilbøjelige til at have fået dygtigere venner næste år.

Faktisk … er det ikke uden omkostninger at mingelere med venskaberne. Indblandingen risikerer nemlig at gå ud over forældrenes forhold til deres børn.

3. Venner med betalingsaversion

Venskaber har ingen nedskrevne regler, men nogle af de uskrevne regler kan være ret fatale at bryde. I Cecilie Cronwald historie om nærighed møder vi »Lea«, der er imponerende nærig og eksempelvis vil have sin sambo og veninde »Marie« til at betale for to skiver toastbrød, der er sat til livs af en fælles veninde, som Marie har inviteret på besøg.

I artiklen introduceres vi til flottenhejmer-gnier-skalaen: Der er en stærk norm mod nærighed i venskaber, men frygten for social udskamning slås imidlertid med den stærke aversion mod at betale, som mange føler. Kunsten er at finde den helt rette balance, hvor man ikke smider unødigt om sig med penge, men heller ikke er så påholdende, at man bliver droppet af sine venner, som Lea endte med at blive.

Den rette balance afhænger af dem, man er sammen med, og problemet er, at forskningen antyder, at vores grundindstilling etableres tidligt i livet. På den måde kan det være svært at tilpasse sig, når man senere står i en venneflok, der synes, det er underligt at afregne alting på decimalen.

Faktisk … kan det være svært at lave klare aftaler om, hvordan regningen skal deles, fordi hele pointen med et venskab ofte er bevidstheden om, at man stoler så meget på hinanden, at man ikke behøver at aftale alt ned i detaljen.