Der har aldrig været en oprindelig eller »rigtig« udgave af Odin, Thor, Valhal eller de andre guder og steder, vi kender fra den nordiske mytologi. I stedet var der et mylder af forskellige fortolkninger af guddommene, og mange blev først i kristen tid sat sammen til de myter, vi kender i dag.

Den diversitet er hovedbudskabet i et nyt internationalt mastodontværk, der skal stå som grundbog for forskningen i nordiske religioner de næste par årtier: The Pre-Christian Religions of the North. Over 2000 sider fordelt på fire bind har et internationalt forskerhold opgjort stand der Forschung for Nordens religioner.