Kronik. Forskere fra Aalborg Universitet har talt sammen og fundet, at humanister er myreflittige, når det gælder formidling og videnssamarbejder uden for universiteterne.
Værdien i patentløse humaniora
Humaniora har været i krise siden 1960erne, lyder det, hvis man spørger en garvet iagttager som filosoffen Hans Fink. De seneste 10-20 år har krisediagnosen især kredset om, at humaniora ikke bonger ud på agendaer som »Fra forskning til faktura«, det vil sige patenter og virksomhedssamarbejder med det private. Kroniske debattører som Dansk Industri og tidligere forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R) har ladet ane, at humaniora derfor med fordel kunne skæres kraftigt ned eller endog bort. Fra modsat side forsvares humaniora med ret diffuse henvisninger til tradition og kulturarv. Sjældent har parterne bygget deres indsatser på fakta.
I forskningsprojektet Mapping the Public Value of the Humanities på Aalborg Universitet, støttet af Velux Fonden og anført af David Budtz Pedersen og undertegnede, forsøger vi at skaffe evidens for, i hvilket omfang humaniora faktisk yder offentlig værdi. I projektet kigger vi på humanistiske universitetsforskeres egne, direkte bidrag. Det gjorde vi blandt andet i en stor spørgeskemaundersøgelse gennemført i 2018, der satte fokus på, hvilke interaktioner humanistiske forskere indgår i med aktører uden for universiteterne. Interaktioner er forudsætningen for, at offentlig værdi kan skabes – og derfor en nærliggende størrelse at vende måleinstrumenterne mod.
Del:
