Falsificeret. Når sydflagermus parrer sig, foregår det ikke som hos andre pattedyr.

Usædvanlig sex

I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Pattedyr parrer sig gennem penetrerende sex, hvor hannens kønsorgan trænger ind i hunnens. Sådan lyder en af naturens hovedregler. Af samme årsag er pattedyrhanners penis udviklet til netop dette formål; at penetrere hunnen og sende sæd i retning af hendes æg. 

Men nu har man tilsyneladende fundet en undtagelse, der bekræfter den rodfæstede grundregel: I et nyt studie beskriver forskere under ledelse af schweiziske Université de Lausanne således, hvordan sydflagermus (Eptesicus serotinus) parrer sig uden penetration.

Det, vi ved nu

Det hele startede med en undren over hansydflagermusens usædvanlige og meget store penis. I erigeret tilstand er hannens kønsorgan syv gange længere, end hunnens vagina er dyb. Tilmed har den markante penis en hjerteformet glans, som er flere gange bredere end hunflagermusens skede. Med andre ord virker klassisk penetrerende sex som noget nær en umulighed hos sydflagermus.

Eptesicus serotinus. Foto: Mario Cea Sanchez, Scanpix Mario Cea Sanchez, Scanpix

I første omgang gik forskerne ikke videre med deres forundring, men så modtog Nicolas Fasel, evolutionsbiolog og førsteforfatter til det nye studie, en pirrende e-mail. I emnefeltet stod: »Eptesicus penis.« Mens det sidste ord oplagt kunne have sendt meddelelsen i spamfiltret, fik »Eptesicus« – det latinske ord for sydflagermusslægten – Facel til at kigge nærmere på indholdet. Han blev ikke skuffet.

Beskeden kom fra den hollandske flagermusentusiast Jan Jeucken, der ved flere lejligheder havde filmet parrende sydflagermus i loftet på en kirke nær sit hjem. Optagelserne afslører, hvordan flagermusene tilsyneladende parrer sig mere som fugle end pattedyr.

Analyser af de mere end 90 forskellige parringsseancer viser, at hannen på intet tidspunkt penetrerer hunnen. I stedet fungerer den lange penis som en ekstra arm, der først skubber hunnens hale til side, så hendes vulva blottes, inden den hjerteformede glans presses mod kønsåbningen. Parringerne varede 53 minutter i snit, mens den længste pågik i over 12 timer.

Optrinet ligner det såkaldte kloakkys, der kendes fra fugle, som presser deres kloakker – en fælles betegnelse for tarm- og kønsåbning – mod hinanden, så hannens sæd overføres til hunnen.

Men ...

Forskerne har endnu ikke undersøgt hunsydflagermus efter den opsigtsvækkende parringsseance og bekræftet, at hannens sæd vitterligt finder vej til hunnens vagina. I kommende studier vil biologerne desuden studere sydflagermusens parring i mere naturlige omgivelser, ligesom de vil kigge nærmere på penismorfologi og parringsadfærd hos andre flagermusarter. klo

Current Biology, 20. november

xklo
(f. 1987) er journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og cand.public. Kristoffer skriver om forskning og videnskab i Ideer.

Andre læser også