Open science – åben videnskab – er blevet et af tidens store løfter om bedre forskning. Siden begyndelsen af 00erne har bevægelsens fortalere fremhævet fri adgang som et middel til højere kvalitet og større ansvarlighed. Når konklusioner, data og metoder deles åbent, kan forskere efterprøve hinandens resultater, opdage fejl tidligere og styrke det fælles vidensgrundlag. Åbenheden forbindes desuden med demokratiske idealer. Forskning skal være frit tilgængelig, alle skal kunne bidrage, og især offentligt finansieret forskning bør komme offentligheden til gode.

Denne tankegang har for længst bevæget sig fra ideal til politik. Principperne har præget den nylige revision af det danske kodeks for forskningsintegritet og lå bag den nationale open access-strategi frem mod 2025, som skulle sikre fri digital adgang til alle forskningsartikler. I dag er 78 procent open access – et fremskridt, men ikke den fulde opfyldelse af målsætningen. Det er dog også vigtigt at fremhæve, at open science rummer mere end open access og omfatter alt lige fra åbne data og forskningsinfrastruktur til citizen science og dialog med andre videnskulturer end vestlig videnskab.