Hvor stor en del af vores adfærd kan tilskrives genetisk arv, og hvor stor en del skyldes det miljø, vi er vokset op i? Det har forskningen længe forsøgt at belyse, og en udbredt metode er at sammenligne tvillinger. Men i 2015 indledte den kliniske psykolog Jay Joseph en voldsom debat om tvillingestudiers troværdighed, da han udgav bogen The Trouble With Twin Studies.

»De centrale antagelser i tvillingestudier strider imod alt, hvad de fleste intuitivt forstår om tvillinger og deres relationer til hinanden og deres sociale miljø,« skrev han.