Lykkenøgle. Er unge mindre lykkelige, fordi de ikke stoler på andre? Ny rapport peger på tillid som en afgørende faktor for unges trivsel.
Tillidsknækket
I lykkeforskningen har det længe været gængs visdom, at menneskers velbefindende følger en U-kurve gennem livet. Studie efter studie har vist, at livstilfredsheden typisk er høj i løbet af ungdommen, daler midtvejs i livet, og stiger igen i alderdommen.
Men i de seneste år er unge mennesker i Danmark og en håndfuld andre nordeuropæiske lande blevet mindre og mindre lykkelige, og U-kurven mere og mere udvisket. I en ny undersøgelse fra Realdania, som bærer titlen Unges Livskvalitet, er U’et helt forsvundet og i stedet erstattet af en linje, der starter lavt og stiger støt fra ungdommen frem mod alderdommen.


