I slutningen af 1950erne byggede den amerikanske adfærdsforsker John B. Calhoun et himmerige for rotter. Rotterne havde alt, hvad de behøvede – gode omgivelser og rigeligt med mad og drikke – men kun begrænset plads.

Det gik godt for dyrene – i starten. Men som bestanden voksede, ændrede de adfærd. Hannerne blev voldelige, hunnerne forsømte ungerne, og nogle rotter isolerede sig fra fællesskabet. Til sidst begyndte de at slå hinanden ihjel, og næsten alle unger døde. Deres samfundsorden var brudt sammen.