Forskerklumme. Hormonforstyrrende stoffer fra skismørelse ender i orm og mus på fjeldet, viser ny forskning. Vi må sørge for, at vores oplevelser i naturen ikke sker på dens bekostning.
Spor i sneen
Da jeg gik i børnehaveklasse, fik jeg mine første ski. De var lyseblå med sort skrift, og når vi skulle på langrendstur i de norske fjelde, skulle de smøres med skismørelse. Det med skismørelse er en større videnskab, og vi havde en hel pose med smørelse specifikt til forskellige temperaturer. Når det var nær frysepunktet, skulle smørelsen være blød og klistret, og noget smørelse var så blødt, at det kunne fås på tube. Det var rødt – »rød klister«. Efter en tur i fjeldet kunne man vende sine ski, og så var det meste af den smørelse, man havde puttet på, væk. Man kunne forestille sig de lyserøde spor, vi havde efterladt. Nogle gange syntes vi næsten, vi kunne se det.
Men fjeldet er så stort, og vi er så små derude. Så jeg tænkte, at det nok bare blev væk, alt det klister og smørelse, vi smurte på.
Del:
