Naturens kemiske våben

Da jeg var barn, havde vi digitalis i haven. De var smukke at se på med deres rosa, plettede klokker, som humlebierne kravlede ind og ud af. »DEM måtte vi ikke spise,« fik vi at vide i en meget alvorlig tone, for de var giftige. Det samme gjaldt bærrene på ligusterhække, de røde bær på busken ved bålpladsen, guldregnens bælge, der ellers lignede små ærter, kartoffelplanternes frugter, alle mulige svampe, som far og mor ikke havde godkendt, muggen på marmeladen etcetera. Naturen er fuld af gift. Især planter og mikrober har gennem evolutionen udviklet alle mulige potente giftstoffer, som de bruger til at forsvare sig mod sygdomme og konkurrenter og dem, der vil spise dem. Hvis man som planter eller mikrober ikke kan flytte sig for fjenden, må man ty til kemisk krigsførelse.

Planternes giftstoffer kan dog ofte også bruges konstruktivt, hvis man kan styre mængden, så virkningen er terapeutisk, og giftvirkningen ikke tager over. Således er digitalis indført af munkene til brug som hjertemedicin ligesom et væld af andre planter, hvis udtræk blev brugt op gennem middelalderen til behandling af sygdomme – ofte med variabelt udfald. Rød hestehov, eller skræppe, er én af dem. Den kommer jeg tilbage til.