Vi kan holde et hjerte i gang, udskifte knæ, sende robotter til Mars og få biler til at køre selv. Men at få et menneske til at holde op med at snorke, dét er svært!

Snorken kan være pibende, rallende, buldrende og hos nogle næsten overjordisk voldsom. Den opstår, når den sovende indånder luft, som passerer gennem de øvre luftveje og får det bløde væv til at vibrere. Når vi falder i søvn, slapper musklerne omkring luftvejene af, og hos nogle bliver der så lidt plads, at vævet i svælget begynder at blafre i luftstrømmen. Alt efter den enkeltes anatomi skaber det en lyd, lille eller stor, som gentages for hver indånding.