Skruppelløse gangstere i Asien tvinger nogle af verdens fattigste mennesker til at lave cybersvindel under slavelignende forhold. Det kan man for tiden læse i Jyllands-Posten og Politiken. Ud over at dokumentere den bestialske udnyttelse fik artikelserien mig også til at tænke på, hvordan globaliseringen udfordrer vores tillidsbaserede nordeuropæiske samfund. 

Internettet har forbundet os med en ny verden af svindelfabrikker med udspekulerede manipulationsmanualer og deepfakes, designet til at udnytte menneskets psykologi og vores tilbøjelighed til at stole på hinanden. Det kan lyde som tillidssamfundets endeligt, men vi er nødt til at finde en måde at hæve paraderne lidt, uden at det går for meget ud over tilliden til vores naboer.