Kort nyt. En ny testmetode kan i rekordfart afklare, hvilke bakterier der er årsag til en blodforgiftning. Gode nyheder, da overlevelse afhænger af præcis og hurtig behandling.
Snavs i blodet
Blærebetændelse, et sår, en byld. Blodforgiftning, også kendt som sepsis, er en alvorlig tilstand, som kan have mange årsager. Op mod 30.000 danskere rammes hvert år af infektioner, som trækker ud i blodbanen, og for omkring 4.000-5.000 af især de ældre patienter ender det med døden. Hurtig behandling er livsnødvendig for overlevelsen, men dyrkning og undersøgelse af bakterier i en blodprøve kan nemt tage flere døgn. Man starter ofte ud med en voldsom, bredspektret antibiotikabehandling for at slå infektionen ned, indtil man kan sætte ind med mere målrettet behandling.
En ny test, udviklet af en bioingeniør ved Seouls Nationale Universitet i Sydkorea, ser dog ud til at kunne forkorte testtiden markant og potentielt redde liv. Den nye test kan måle direkte på en blodprøve. Testen benytter sig af såkaldt syntetiske peptider, det vil sige kunstigt skabte antistoffer, der er designet til at binde sig til helt specifikke bakterieproteiner eller andre uvenlige mikroorganismer. De kunstige antistoffer afgiver en bestemt farve, når de binder til deres mål, og i et mikroskop kan man dermed hurtigt se, hvilke bakterier der er i patientens blod. Herefter kan man hurtigt finde den medicin, som er mest effektiv, og man undgår flere dages ventetid og brug af potentielt unødvendig medicin. Et stort afprøvningsarbejde ligger forude, men allerede nu har testen vist sig at ramme 100 procent rigtigt i et klinisk forsøg med 190 formodede sepsispatienter, og det med en lovende svartid på ned til 13 timer.
Nature, 24. juli

Del:


