Hvis De absolut hader lyden af andre mennesker, der smasker, gnasker, slubrer eller klikker med kuglepennen, er De ikke alene. 

I 2023 foretog en britisk forskergruppe ved King’s College i London en undersøgelse af 786 personer, og lidt over 18 procent rapporterede, at de har det præcis sådan. Andre undersøgelser peger på et lidt mindre tal, nemlig omkring ti procent. Lidelsen hedder misofoni og er en form for hyperfølsomhed over for meget specifikke lyde, såkaldte triggerlyde. Mens alle mulige forskellige slags lyde kan være triggerlyde, er lyde, mennesker laver, når de spiser, tygger, drikker og trækker vejret, i særklasse plagsomme for de misofone.