Falsificeret. Det er blevet populært at tage cannabis mod søvnløshed. Men en ny forskningsgennemgang kan ikke finde nogen effekt.
Sløv, men søvnløs
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Søvnløshed påvirker millioner af mennesker verden over og er ikke bare frustrerende, men decideret sundhedsskadeligt i det lange løb. Heldigvis findes der flere behandlingsmetoder, for eksempel terapi eller medicin, og i de seneste år har medicinsk cannabis været udset som en ny og lovende behandling.
De aktive stoffer THC og CBD i cannabis kan nemlig have en sløvende effekt på hjernen og kroppen, og derfor kan det virke som en oplagt hjælp til at falde i søvn og sove igennem. Men ser man på den videnskabelige evidens i et nyt studie, er det ikke så simpelt.

Det, vi ved nu
I et nyt studie gennemgår forskere fra Buenos Aires universitetshospital og University of Manitoba de eksisterende studier på området og finder ikke nogen direkte sammenhæng mellem indtagelse af medicinsk cannabis og en bedre søvn.
Forskerne undersøgte ni kliniske studier, hvor der i alt var 537 voksne mellem 18 og 76 med, der led af søvnproblemer. Otte af studierne sammenlignede medicinsk cannabis med placebo, mens det sidste sammenlignede det med en anden medicin brugt mod søvnproblemer.
På tværs af studierne fandt forskerne ikke, at medicinsk cannabis på nogen meningsfuld måde forbedrede hverken søvnkvalitet, tilfredshed med søvn, mængden af søvn, eller hvor godt man fungerede dagen efter.
Men ...
Ifølge en af forskerne bag studiet, Dr. Lucia Varela, er det dog for tidligt at konkludere, at cannabis slet ikke virker. »Det betyder blot, at vi ud fra den evidens, vi har, ikke kan konkludere, at medicinsk cannabis er et effektivt middel mod søvnløshed for den generelle befolkning,« siger hun i en pressemeddelelse og understreger, at der er brug for langt bedre og større studier af sammenhængen mellem medicinsk cannabis og søvnløshed.
Cochrane Database of Systematic Reviews, 2026


