Kort nyt. Et klistermærke på huden kan afsløre, om der er puttet stoffer i drinken.
Sladretusch
En beruselse, der pludselig føles anderledes end normalt. Voldsom svimmelhed, bevidsthedspåvirkning og måske endda blackout. Ifølge giftlinjen er antallet af anmeldelser for drugging – ufrivilligt indtag af euforiserende stoffer – steget markant gennem de seneste år.
Ofte er der tale om stoffet GBH (gammahydroxybutyrat), et farveløst og smagsløst stof, som ubemærket kan tilsættes en drink og gøre offeret sårbart blandt andet over for seksuelle overgreb. Hidtil har det krævet specialiserede teststrimler og mange minutters ventetid at undersøge, om en drink er blevet tilsat uønskede stoffer, men nu har koreanske kemiingeniører udviklet et smart og mere diskret alternativ.

Det er et selvklæbende tatoveringsmærke med et mønster, der skifter farve, når det kommer i kontakt med GBH. Tatoveringen består af en tynd plasticfilm med et vilkårligt design, der kan klæbes direkte på huden. Designet har forskerne skabt af en geléblanding indeholdende en kemisk receptor, der bliver rød, når den kommer i kontakt med GBH. Når mærket er placeret på huden, for eksempel på armen, skal brugeren blot dyppe en finger i sin drink og lade en dråbe falde på tatoveringen. Inden for et sekund reagerer mærket, selv ved ekstremt lave koncentrationer ned til under 0,01 mikrogram GBH pr. milliliter væske.
Resultatet forbliver synligt i op til 30 dage og kan dermed også bruges som dokumentation for, at man er blevet udsat for stoffet. Tatoveringen er både billig og nem at producere, og ifølge forskerne kan den snart blive tilgængelig i handelen.
ACS Sencors, 23. juli
Del:


