Falsificeret. Personer med seglcelletræk har ikke øget risiko for blodpropper eller tidlig død. Det viser nyt dansk studie.
Seglcellemyten
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Hvor farligt er det at have seglcelletræk? Det vil sige, at man er rask, men bærer den genetiske variant for seglcellesygdom, som påvirker de røde blodlegemer og er en af de mest udbredte genetiske sygdomme i verden. For at få selve sygdommen skal man have arvet anlægget fra både sin mor og sin far. Har man derimod kun fået det fra den ene side, vil man ikke blive syg, men være »bærer af seglcelletræk«.
Der har længe været tvivl om, hvorvidt der også var større helbredsrisici for de raske bærere af seglcelletræk. Studier har peget på en øget risiko for blodpropper i lunge og hjerne og generelt tidligere død.
Det genetiske anlæg er især udbredt blandt mennesker med etnisk oprindelse i Afrika, Indien og Mellemøsten, og i USA er seglcelletræk blevet inddraget som potentiel forklaring i flere sager, hvor sorte er døde i politiets varetægt.

Det, vi ved nu
Et stort studie af forskere fra Rigshospitalet viser nu, at bærere af seglcelletræk ikke har øget risiko for tidlig død eller blodpropper. Det er netop udgivet i tidsskriftet Blood.
Studiet trækker på data fra UK Biobank om 470.000 briter, heraf cirka 1.200 med seglcelletræk, der er blevet gentestet og fulgt i 15 år i snit for at kortlægge deres risiko for sygdom og død.
Når tidligere studier har peget på en øget risiko, kan det skyldes, at de trak på hospitalsregistre og ikke havde data fra befolkningen som helhed. Derfor kan der have været en overrepræsentation af personer med seglcelletræk, der allerede var syge, mens de raske bærere er gået under radaren.
Men …
Studiet finder dog en øget risiko for diabetes, nyresygdom og forhøjet blodtryk blandt personer med seglcelletræk. Derfor understreger forskerne, at der stadig kan være brug for øget opmærksomhed om tilstanden blandt læger og sundhedspersonale.
Rigshospitalet, 20. august

