I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Scroll-hjerne, skærmtåge og digital demens. Sociale medier og skærmbrug har længe fået skylden for at gøre os dovne, distraherede og måske ligefrem dummere.

Modtag Weekendavisens videnskabelige nyhedsbrev

I nyhedsbrevet Under lup bruger vi forskningen som en skarp og nøgtern linse til at undersøge verden og vores plads i den.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen hver anden uge sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 15 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Det, vi ved nu

Den første generation, der voksede op med digital kommunikation, er nu ved at nå demensalderen, og ifølge neurologer fra University of Texas tyder noget stik imod forventningen på, at digital tilstedeværelse kan være med til at reducere risikoen for kognitivt forfald. 

I en metaanalyse har forskerne gennemgået næsten 60 studier, der tilsammen omfatter 410.000 mennesker over 50 år. Resultaterne viser, at de deltagere, som bruger mest tid på telefon, computer og internet, generelt har færre kognitive problemer og en fladere kurve for hjernens ældning. 

Foto: Matthias Balk /AP / Ritzau Scanpix
Foto: Matthias Balk /AP / Ritzau Scanpix Foto: Matthias Balk /AP / Ritzau Scanpix

Dataanalysen kan ikke sige meget om årsag og virkning, men tegner et billede af, at digital aktivitet understøtter rutiner for mental stimulation, som holder hjernen sund uanset faktorer som uddannelse og indkomstniveau. 

Data, som involverede gaming og brug af hjernetræningsapps, var udeladt, så analysen kun fokuserede på almindelig dagligdagsbrug af internet og sociale medier. Noget tyder derfor på, at internettet tilbyder hjernen effektive udfordringer og mulighed for socialt samvær, som passiv tid foran tv ikke kan matche, siger forskerne.

Men …

Analysen kan af gode grunde ikke sige noget om, hvordan et livslangt forbrug af digitale produkter påvirker hjernen. Ifølge neurologerne er bekymringen for skærmbrug dog gået for vidt, og de nye resultater peger i retning af, at der er behov for et mere nuanceret syn på både unge og ældres digitale tidsforbrug.

Nature Human Behaviour, 14. april