Forskerklumme. Det nye rumteleskop James Webb kan vise os nogle af universets ældste galakser. Men det kan også gøre os klogere på os selv.

Rumteleskopet og os

Der er mange grunde til, at astronomer er begejstrede for de nye data fra rumteleskopet James Webb, også kaldet JWST. Observationerne kan blandt andet fortælle os, hvor hurtigt galakser voksede sig store, og hvilke slags galakser der kunne dannes i det tidlige univers. Men hvis man ikke er interesseret i galakseudvikling, så er der også en anden grund til at være begejstret. JWST-data hjælper os nemlig med at svare på det lidt mere eksistentielle spørgsmål: Hvornår kunne universet danne os?

Vi har allerede fået utrolige billeder af tusindvis af galakser fra JWST. Nogle af disse galaksers lys har været på en rejse imod os i mere end 13 milliarder år. Disse galakser er iblandt de tidligste, universet har dannet, bare nogle hundrede millioner år efter Big Bang. Da lys rejser med en bestemt udbredelseshastighed, så ser vi disse galakser, der befinder sig langt væk, som de så ud, da de var meget yngre. Siden lyset fra de unge galakser begyndte sin rejse, er der dannet nye stjerner i galakserne, stjerner er eksploderet, små galakser er faldet ind i de større galakser, de supermassive sorte huller i centrum af galakserne er vokset, og mindre sorte huller og kollapsede kerner fra massive stjerner, neutronstjerner, er stødt sammen.

Andre læser også