Falsificeret. Æggestokkens skjulte økosystem kan forklare, hvorfor fertiliteten falder med alderen.
Redens betydning
I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.
Det, vi troede, vi vidste
Det starter tidligere, end man måske skulle tro. Fra 25-årsalderen og frem til midt i 40erne ses et gradvist fald i kvinders chance for at blive gravide. I årtier har man forklaret denne nedgang i fertiliteten med, at æggene langsomt bliver færre og dårligere med alderen. Forståelsen har præget fertilitetsbehandlingen, hvor man har observeret og manipuleret æggene, men sjældent har koncentreret sig om det miljø, æggene lever i.

Det, vi ved nu
Det bør vi dog lave om på, afslører et nyt banebrydende studie fra UC San Francisco og Chan Zuckerberg Biohub i USA. Ved hjælp af en ny tredimensionel billedteknik og såkaldt enkeltcellesekventering, en minutiøs gennemgang af over 100.000 celler, blev det muligt at undersøge æggestokkenes strukturer i hidtil usete detaljer. Ifølge forskerne viste æggene sig overraskende nok at ligge i lommer frem for at være jævnt fordelt i æggestokken. Tætheden af disse lommer faldt med alderen. Man fandt desuden 11 forskellige typer af celler i æggestokken, som med alderen påvirker dannelsen af betændelse og arvæv, og klynger af nervetråde fra det autonome nervesystem, der påvirker æggenes modningsproces. Samlet tyder det på, at æggene er en del af et komplekst økosystem, der i sin helhed påvirker fertiliteten.
Men ...
Opdagelsen åbner nye muligheder for at forstå og måske forlænge fertiliteten og forbedre kvinders helbred generelt. Forskerne ser muligheder i at teste forskellige faktorer på musemodeller, men det er endnu uvist, om de vil kunne forlænge fertiliteten hos mennesker.
Mette Juul Rasmussen
Science, 9. oktober
Del:


