Inflationen stiger lige nu. Byggematerialer, dagligvarer, olie og gas koster alt sammen lidt mere i morgen end i dag, og det har sat gang i en diskussion blandt verdens centralbankchefer: Skal vi gøre noget for at sænke hastigheden på de stigende priser? Skal vi hæve renten, så det bliver dyrere at låne penge og bedre at sætte dem i banken, i håb om at bremse forbruget? Eller skal vi lade være, fordi det hele ikke er så slemt endnu?

Der er langtfra enighed, men en ting ligger fast: Politikerne skal ikke blande sig i den slags pengepolitiske debatter, for så går det galt. Inflation og økonomisk stabilitet er noget, cheferne for centralbankerne tager sig af.