Kort nyt. Antallet af marine parasitter er faldende.
Pressede parasitter
Mens global opvarmning tilsyneladende er guf for flåter, der spredes stadig mere i takt med lunere vejr, er temperaturstigninger generelt dårligt nyt for parasitter. Det fastslår det hidtil største studie på området, som udkom i denne uge. Her har biologer under ledelse af amerikanske University of Washington kigget nærmere på bestandsudviklingen hos 85 arter af marine parasitter over 140 år. De undersøgte snyltere stammer fra fjorden Puget Sound, den næststørste flodudmunding i USA, og er indsamlet og studeret via deres værter: fisk.
Konkret har forskerne finkæmmet 699 fisk på tværs af otte arter, der for flertallets vedkommende findes i præserveret form i kælderen under Burke Museum of Natural History and Culture i Seattle. Fiskene er indsamlet i Puget Sound i perioden fra 1880 til 2019 og fungerer dermed som tidskapsler for udbredelsen af parasitter i området, skriver forskerne.
Del:

