Coronapandemiens oprindelse diskuteres stadig. Stammer SARS CoV-2 fra et laboratorium, eller sprang virus fra flagermus til mårhund eller andre mellemværter, der siden blev solgt på det forkætrede Huanan-marked i kinesiske Wuhan og her fandt vej til mennesker?

Svaret blæser i vinden, men nu advarer et internationalt forskerhold anført af kinesiske Fudan University mod den fortsat store risiko for spredning af sundhedsfarlige patogener fra især pelsfarme, der ifølge eksperterne langtfra reguleres og kontrolleres i tilstrækkelig grad.

At en række dyr – hvad enten de stuves tæt sammen på et marked eller en pelsfarm – udgør et gunstigt smittereservoir for alverdens virusser, er ingen nyhed. Ikke desto mindre er der store huller i vores viden på området, ikke mindst når det gælder pelsdyr, der avles og handles i Asien, skriver forskerne i det nye studie. De har derfor gennemført en af de hidtil største undersøgelser af virusser blandt pelsdyr i Kina. 

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Konkret har eksperterne, der blandt andet tæller epidemiologer og mikrobiologer, sekventeret genetisk materiale fra lunger og tarme hos 461 individuelle pelsdyr på tværs af 28 arter fra ræve og mink til kaniner og mårhunde. Størstedelen af dyrene stammer fra pelsfarme, mens andre blev opdrættet som spisedyr eller som kilde til traditionel medicin. Cirka 50 af dyrene blev indfanget i det fri.

Corona er ikke den eneste virus, der kan florere blandt dyrene på pelsfarme.
Corona er ikke den eneste virus, der kan florere blandt dyrene på pelsfarme. Arkivfoto: Jonathan Nackstrand/AFP/Ritzau Scanpix

Undersøgelsen har kastet ikke mindre end 125 forskellige virusser af sig. 36 var ikke tidligere kendt af videnskaben. 39 betegnes som »højrisikovirusser«, der potentielt kan springe mellem arter, herunder mennesker.

Forskerne efterlyser langt strengere kontrol med pelsindustrien i fremtiden. Især mink, mårhund og marsvin er risikable arter, lyder det.

Nature, 4. september