I Falsificeret udfordrer vi hver uge vedtagne sandheder, afliver forældet viden og ser på fusk og fejl i forskningens verden.

Det, vi troede, vi vidste

Det er en almindelig antagelse, at vinterkulde kan forværre smerter i både led, muskler og knogler. Hvis man har ondt i ryggen eller knæene, er det en fordel at pakke sig ind i halstørklæder og skiundertøj i håb om, at kulden ikke udløser yderligere pinsler.

Denne præmis har i hvert fald været alment accepteret i lægevidenskaben, og alt fra fysioterapeuter til praktiserende læger har peget på blandt andet kulde som en af grundene til, at både knogle-, muskel- og ledsmerter forværres. Men det ser et nyt studie fra Australien imidlertid ud til at kunne afvise.

Det, vi ved nu ... 

Undersøgelsen er udgivet i tidsskriftet Seminars in Arthritis and Rheumatism, hvor et hold forskere har gennemgået en stor mængde eksisterende studier, der ser på sammenhængen mellem patienters smerteniveau og vejrfænomener såsom kulde, varme og regn.

Gigtplagede hænder. Modelfoto: Peter Helles Eriksen, Scanpix
Gigtplagede hænder. Modelfoto: Peter Helles Eriksen, Scanpix

I studiet undersøges muskuloskeletale smerter – det vil sige smerter i led, muskler og knogler. Forskerne har indsamlet data fra en lang række internationale studier, som tilsammen har involveret over 15.000 deltagere og over 28.000 tilfælde, hvor patienter har rapporteret nye eller forværrede smerter. Forskerne konkluderer, at der ikke er nogen sammenhæng mellem koldere vejr og en stigning i rapporterede smerter – eller for sandsynligheden for at få for eksempel gigtsygdomme.

Ifølge forskerne giver studiet anledning til at genoverveje, hvordan lægefagligt personale vejleder patienter om smerter udløst af vejret, og om det bør indgå som en del af behandlingen. 

Men ...

Umiddelbart afliver studiet altså ideen om, at kulde giver ømme led. Forskerne påpeger dog, at de gennemgåede studier kun indeholder få tilfælde, hvor vejrsituationen har ændret sig drastisk – altså for eksempel med svingninger på over ti grader fra den ene rapportering til den anden.

Studiet kan derfor ikke drage konklusioner om led-, muskel- og knoglesmerter i vejrsituationer, hvor temperaturerne er meget varierende.   frip

Seminars in Arthritis and Rheumatism, 28. januar