Kronik. I de seneste 15 år er antallet af kendte svampearter i Danmark eksploderet. Det har glade amatører en stor del af æren for.
Nøglen til svamperiget

I løbet af de seneste 15 år har tusindvis af danske svampeentusiaster fotograferet, indsamlet og registreret svampefund i projektet Danmarks Svampeatlas. Hvad der begyndte som et forsøg på at skabe et offentligt tilgængeligt kort over landets svampe – fungaen – har udviklet sig til et af de største citizen science-projekter i Danmark.
Resultatet er opsigtsvækkende: På mindre end to årtier er flere tusinde svampearter blevet føjet til listen over kendte danske arter, og i august udkom – som en kulmination på projektet – værket Fungi of Temperate Europe: Keys to the Basidiomycotes på Princeton University Press. Med detaljerede og velillustrerede bestemmelsesnøgler til mere end 4.600 arter af basidiesvampe repræsenterer værket et af de mest omfattende forsøg nogensinde på at gøre Europas svampediversitet tilgængelig i én samlet fremstilling.


